[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Der står fodbold, stafetløb, biathlon (håndgranatkast og terrænløb), forhindringsbaneløb og militær holdsport på programmet, når 160 kadetter i de næste dage afholder Nordisk Kadetstævne på og omkring Hærens Officersskole på Frederiksberg. Kadetterne kommer fra hærofficersskolerne i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Det nordiske kadetstævnet finder sted en gang om året. Danmark var sidst vært i 2005. Ud over de fem idrætskonkurrencer består stævnet også af en række seminarer, hvor deltagerne holder oplæg og diskuterer.

De nordiske kadetstævner har fundet sted siden 1950’erne, men indholdet har løbende udviklet sig. I de første godt 50 år konkurrerede kadetterne på nationale hold, men siden 2004 har holdene været multinationale med to deltagere fra hvert land. Der er også løbende blev fjernet og tilføjet nye discipliner, så den samlede konkurrence gradvist har fået et stadig mere landmilitært præg. Samtidig er seminarerne kommet til at fylde mere i det samlede program.
 
Det nordiske kadetstævne begynder med en parade tirsdag og slutter på fredag. Idrætskonkurrencerne finder sted onsdag og torsdag.