[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

De har sejlet depoter ud til slædepatruljen Sirius og haft rollen som sårede passagerer under en havariøvelse. De 16 værnepligtige på Hvidbjørnens sommertogt har oplevet meget i løbet af de seks ugers sejlads ved Grønland. Og nu vil fem af dem søge videre i Søværnet. 


Alle på en linje. De 16 værnepligtige på Hvidbjørnen
har haft en spændende tur ved Grønlands kyst.


En af dem er Mette Due Nielsen, der søgte Søværnet, fordi hun både var nysgerrig efter at vide mere om forsvaret og gerne ville sejle.


De værnepligtige spillede rollen som ofre, da
Hvidbjørnen øvede, hvordan de skal redde
passagerer fra et større krydstogsskib.


- Inden jeg tog ud at sejle, så havde jeg overvejet at tage en lederuddannelse, fordi det interesserer mig. Og så tænkte jeg, at man kunne få en lederuddannelse i Søværnet samtidig med, at man får en masse oplevelser og har en spændende hverdag og kommer ud at se verden, siger Mette Due Nielsen.


Mette Due Nielsen på broen. Navigering og sikker
sejlads har givet hende blod på tanden til en karriere
i Søværnet.