[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]
Af Karen Dahlin
Ønsket om at hjælpe den afghanske befolkning mod undertrykkelse og oplevelsen. Det er de to væsentligste grunde til, at søn og far er taget til Afghanistan. Men det er ikke uden omkostninger for nogen af dem.
-Jeg tror ikke, at han var så glad for, at jeg tog af sted. Men jeg har det jo på samme måde, som ham. Det er ikke fedt, men jeg kan godt forstå, at han er her, siger konstabel Alan fra bevogtningsenheden, der helst havde set, at sønnen var blevet hjemme.
Sønnen Jesper har også haft sine overvejelser om, hvordan det er at have far så tæt på sig med det job, han har.
- Han var hurtig til at melde ud, at han gerne ville med herned og lige holde lidt øje med mig og se, hvad jeg laver hernede. Jeg tænker først og fremmest på, hvis der skulle ske noget med mig, så får min far det at vide herinde i Price., siger konstabel Jesper fra ingeniørdelingen.
Jesper i Greenzone
Det værste
Allerede halvt inde i missionen sker det, som både far og søn har frygtet. På en patrulje i Barakzai går en af Jespers kolleger på en improviseret sprængladning og mister livet.
- Det hele går meget stærkt. Jeg står lige ved siden af eksplosionen, da han går på. Jeg kigger ned af mig selv og får et mega-sug i maven, da jeg finder ud af, at jeg ikke kan finde min fod. Jeg finder så ud af, at jeg sidder på den. Så jeg tænker ikke umiddelbart helt klart der, men jeg finder ud af, at jeg har det fint, siger Jesper.
Ikke lang tid efter inde i Camp Price får Alan får at vide, at sønnen og hans deling er blevet ramt.
-Det var min delingsfører, der fortalte mig det. At Jesper havde været tæt på eksplosionen og at der ikke var sket ham noget. Uanset at der ikke var sket noget, var han tæt på. Så hele min dag var faktisk ødelagt, husker Alan.
Alan bliver forsikret om, at sønnen er i god fysisk behold og over telefonen taler han selv med sin søn. Det hjælper, men hændelser har sat sig i ham.
-Jeg tror aldrig, at jeg har været så bange før. Jeg var bange for, at Jesper var kommet til skade, og hvordan han havde det rent psykisk bagefter. Det var vigtigt for mig, at jeg fik ham i tale ret hurtigt efter, siger Alan.
Alan
En uges ventetid
Først en lille uge efter bliver far og søn forenet igen inde i Camp Price. Da Jespers pansrede mandskabsvogn ruller ind gennem porten til lejren, befinder Alan sig i sit telt, hvor sønnen finder ham.
-Det første jeg gjorde var, at give ham et kæmpekram, og så fik vi snakket sammen. Det var vigtigt for mig, at han fik talt om det, så jeg kunne se, om han var okay, siger Alan.
Øjeblikket hvor far og søn igen så hinanden, har også gjort et stort indtryk på Jesper.
-Det var jo dejligt. Det skal jeg ikke være for fin til at sige. Det var et rigtig far og søn moment, hvor vi fik krammet. Det var helt fint, siger Jesper.
Ikke slut endnu
Jesper kom fra hændelsen uden psykiske eller fysiske mén, men den mindede både far og søn om, at livet er skrøbeligt. Særligt i Helmand.
-Jeg har selvfølgelig tænkt på, hvis Jesper kom hjem og var kommet til skade eller værre endnu. Jamen jeg ved ikke engang, hvad jeg skulle have gjort, for tanken skræmmer mig allerede nu, fordi det ikke er ovre. Jeg glæder mig kun til, at han kommer hjem igen i god behold, siger Alan.
Han ville aldrig forhindre sin søn i at tage af sted igen. Men han vil være ængstelig.
-Hvis jeg kunne forhindre ham i at tage af sted, så ville jeg gerne skrive i hans kontaktbog, siger Alan.
Se indslag på Forsvarskanalen.