[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

 "Hold da op, det virker meget realistisk dette her", siger Prins Joachim, da det lille følge drejer om hjørnet ind på byens torv, netop som endnu en bil bliver væltet om på taget. Stemningen er på kogepunktet, og de ophidsede indbyggere råber taktfaste slagord. Vreden er rettet mod EULEX, EU’s politistyrke i Kosovo, der har oprettet et nyt toldpunkt på det stykke land, der adskiller kosovo-serberne fra kosovo-albanerne.

Vi er i Brikby i Oksbøl-terrænet, som i disse dage illuderer Kosovo, og Prins Joachim er på besøg for at hilse på de soldater, der om en måneds tid sendes til Kosovo som KFOR hold 20. Optøjerne er iscenesat til formålet, og de etnisk udklædte demonstranter er soldater, der selv skal udsendes om et halvt års tid.



Inden han mødte enhederne i terrænet, fik Prins Joachim, der selv er kampvognsuddannet, lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med nogle af forsvarets nye pansrede køretøjer. (Foto: Jørgen Kølle)

- Jeg er meget imponeret over det engagement, jeg har set fra soldaterne, og så er det jo et helt fantastisk set-up, man har lavet for give dem et billede af, hvad de kan møde, når de når til Kosovo. Jeg er overbevist om, at de er godt rustet til missionen, siger prinsen, inden han fortsætter videre på turen i terrænet.

Kilde: HOK