[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin

Mens danskere valfarter til 1. maj arrangementer eller til den lysegrønne skov, vælger H.M Dronningen og H.K.H Prinsgemalen at tage den traditionelle sejlads mod Helsingør i dag. Præcis klokken 12 lyder salutten fra batteriet Sixtus, når de royale entrerer skibet, og ved passagen af Kronborg Slot saluteres fra Kronborg batteri.
Blandt de 35 værnepligtige, der gør tjeneste på skibet, er Maj-Britt Nielsen. Og der er særlig en oplevelse, som hun gerne vil have med i bagagen.
- Jeg håber, at jeg er så heldig at få lov til at hilse på Dronningen. Man får nogle anderledes oplevelser ombord på Dannebrog, siger Maj-Britt Nielsen, der arbejder i skibets vaskeri.

En tur til Frankrig
Kongeskibet gennemfører i år to sommertogter i Danmark, hvor regentparret vil aflægge bybesøg utallige steder. Men det er en anden tur, som Maj-Britt glæder sig mest til.
- Jeg glæder mig mest til vores store Frankrigstur på fredag. Det er nok det største, siger Maj-Britt Nielsen.
Når besætningen er fuldtallig består den af ni officerer, syv sergenter, to konstabler og 35 værnepligtige, som alle er specielt udvalgt fra marinen.