[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Fem uniformerede mænd toner frem nede ved søen på Roskilde Festivals teltplads. Solen står højt på himlen og rundt om de sort- og grønklædte mænd flyder feststemte unge mennesker iført farvestrålende badetøj. De fem mænd er mineryddere og de har fået billetter til nordens største festival. Her vil de informere festivalgæsterne om miner lige ved siden af organisationen Danmark mod Landminers bar.

De ellers så sorgløse festivalgængere lægger gang på gang vejen forbi soldaterne og montren med miner i på deres rute mellem håndklæder og bar. Hver gang bliver minerydderne bombarderet med spørgsmål.

- Hvad sker der hvis jeg træder på en mine?, spørger en engageret fyr i forbifarten.

Lidt efter bliver en af minerydderne spurgt, hvad en af minerne ville veje med sand i. Graden af seriøsitet varierer meget, men det er der også plads til og alle får et uddybende svar.

Røverhistorier ryddes af vejen
De fem mineryddere har alle været udsendt til enten Kosovo eller Afghanistan, og er derfor eksperter inden for deres felt. Det har Danmark mod landminer brug for.

-Forsvaret hjælper os med ekspertisen. De kan fortælle hvordan en mine egentlig virker og hvorfor det tager så lang tid at finde dem, forklarer Rune Saugmann, som er formand for Danmark mod landminer og fortsætter:

-Hvis ikke vi fik hjælp af minerydderne ville vi stå uden særlig meget fagligt baseret viden og bare fortælle røverhistorier som vi havde læst på Wikipedia.

Sandheden chokerer
Jørgen Luxhøj Sloth er sergent ved ingeniørtropperne og har også tidligere været på Roskilde festival for at fortælle om landminer. Han oplever at flere oplysninger om miner kommer bag på festivalgæsterne.

Mange bliver chokerede, når de hører at personelminerne ikke er lavet for at slå ihjel men for at lemlæste, eller når de hører, at det koster mellem fem og syvtusinde kroner at fjerne bare én mine, fortæller Jørgen Luxhøj Sloth

Facts følger festivalgæsterne 
Gymnasieelev Sofie Buch Dalum har fået stof til eftertanke efter at have talt med minerydderne.

- Det er lidt voldsomt og surrealistisk. Man går rundt her på en festival og har det rigtig fedt, og så kommer man i tanke om at der jo også er en verden udenfor, siger hun.

Det er hendes medstuderende Hans Christian Skaarup enig i.

- Det var ikke lige det jeg havde regnet med at møde på en festival. Jeg regnede med at få en øl og høre en masse god musik, men det er jo typisk Roskilde Festival at komme med nogle fede ting som får folk til at tænke over noget helt andet, siger han og afslutter:

- Det her er noget som man typisk vil tænke over en hel dag. Der er noget at snakke om.