[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Arne Bach Nielsen, presseofficer ved Air Control Wing

Benhårdt arbejde, men sikke omgivelser. ’Luftstridsskolan’ i Uppsala giver en fantastisk god uddannelse inden for fighter controlling. Pædagogikken ligger i toppen af skalaen, hvor eleverne har ’sin egen’ instruktør under det meste af forløbet. Det betyder, at undervisningen kan gå i det rette tempo for eleven i modsætning til, hvis der er tale om traditionel holdundervisning. Indlæringen bliver simpelthen tilpasset den enkelte.
Uundgåeligt opstår der et familieagtigt bånd mellem instruktører og eleverne, og der knyttes mange venskaber på kryds og tværs på skolen. Også meditationstræning er indlagt i forløbet. Jo, det gælder om at kunne tænke klart som fighter controller. Skisport, fjeldture og en levende universitetsby at træske rundt i. Det hele ligger lige uden for døren, når eleverne endelig kan slippe lektierne, som fylder godt i fritiden.

Ture i kampfly
Også den mere materielmæssige side af uddannelsen følger godt med. Det svenske flyvevåben har  kampfly i luften, hver eneste dag, og det giver gode træningsforhold for fighter controller-eleverne. I modsætning svenskerne er frekvensen af F-16-flyvninger i Danmark væsentlig lavere.
Endelig råder skolen over to kampfly-simulatorer, der er med til at give eleverne en god fornemmelse af piloternes tankegang. Og endnu bedre, som studerende til fighter controller får man i Sverige flyveture i jetfly netop for at de bedre kan sætte sig i piloternes sted.
- Vi har fået fire ture, og det var rigtigt fedt. Det vil jeg huske resten af livet, fortæller en storsmilende Berit Christensen, der indrømmer, at hun flere gange ikke vidste, hvad er op og ned.

Vil gerne sendes ud
Den nu 23-årige Mikkel Jensen er uddannet elektriker.
- Efter at have arbejdet nogle år ville jeg skifte håndværket ud med noget andet. Jeg trængte til, der skulle ske noget nyt. Jeg synes, det lød spændende med job i Forsvaret.

Berit Christensen ville efter et stud.luft-besøg gerne være pilot. Den nu 21-årige fighter controller var på det tidspunkt ved at tage sin htx-eksamen.
- Men htx var ikke lige mig, så jeg droppede det, og derfor røg også muligheden for at blive pilot. Det egentlige incitament for at søge ind i Forsvaret, er at jeg meget gerne vil udsendes til international mission, siger hun med skinnende øjne.

Praktikdelen under uddannelsen ’hinsidan’ foregik i Control and Reporting Centre i Såternäs i det sydlige Sverige. Nu skal Berit Christensen og Mikkel Jensen bruge det næste år til at blive omskolet til den hjemlige luftrumsstruktur og den danske måde at gøre tingene på. Men de skal nok lige vænne sig af med at tale svensk, når de sidder ved positionen foran radarskærmen.

Fakta
En fighter controller er populært sagt pilotens øjne i luften. Kampflyets egen radar har kun en begrænset rækkevidde og kan kun se i en begrænset vinkel fremad. Fighter controllerne kan ved hjælp af det store overblik over luftrummet blandt andet dirigere flyene ud til deres mål.