[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

De er blevet testet og tjekket. Brændstoføkonomi og trafiksikkerhed er blevet undersøgt. Der er også tænkt i køreglæde. Så alt forarbejdet i at vælge de rigtige biler er gjort, og nu er det blevet meldt ud til leverandørerne.
- Delaftale 1 er vundet af Peugeot Danmark. De skal levere de små biler. Det er en ny klasse, som er mindre end de mindste biler, vi køber i dag, siger Tom Sandberg Jørgensen, indkøbskonsulent i Forsvarets Materieltjeneste.
Peugeot 2007, som den lille, sporty franskmand hedder, er god, hvis få passagerer skal transporteres rundt. Bilen er også forholdsvis brændstoføkonomisk.
- Delaftale 2 og 3 er vundet af Skandinavisk Motorkompagni, der leverer Passater og Skoda Suberb, og Mercedes har vundet delaftale 4, hvor de skal levere blandt andet varevogne.

Skoda til generaler
De store biler i Forsvaret bliver af mærket Skoda Suberb. Bilerne skal transportere blandt andre stabschefer og brigadegeneraler.
- Vi har store forventninger til Skoda Suberb. Det er en fantastisk god bil. Det er ikke som Skoda var for femten år siden, siger Tom Sandberg Jørgensen.
Konstabel Claus Vedel Pedersen, der var med til at teste biler, kan kun bifalde valget.
- Den er super suveræn, og det gælder både pladsforhold, komfort og motorkraft.
De folk, der eventuelt måtte have forbehold over for østbiler, kan godt pakke deres fordomme sammen.
- Skoda Suberb er fuldt på højde eller bedre end de biler, vi hidtil har kaldt kvalitetsbiler, siger Claus Vedel Pedersen.
Og Skodaen har da også allerede begejstret en af Forsvarets chefer.
- Chefen for Materieltjenesten overværede, da vi testede den, og han var meget imponeret af bilen, siger Tom Sandberg Jørgensen.

De ansatte i Forsvaret skal dog ikke regne med allerede at sætte sig bag rattet i de nye biler i 2009.
- Der er ikke penge til at købe ind på den her aftale i 2009. Men vi forventer, at de første biler bliver købt i 2010, siger Tom Sandberg Jørgensen.