[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin

Soldaterne i lejrene i Afghanistan, Antvorskov, Skive samt folkene om bord på krigsskibene Esbern Snare og Absalon kan godt begynde at glæde sig. For Forsvarets Materieltjeneste har anskaffet nyt idrætsudstyr for 5,7 millioner kroner til dem. I Camp Price glæder mange soldater sig til nye træningsmaskiner.
- De fleste af maskinerne er meget slidte med defekte kuglelejer. Udstyret er der, men det virker simpelthen ikke, siger kaptajn Kasper, der er logistikofficer i bataljonsstaben på ISAF hold 8.



Det nye træningsudstyr bliver sendt til de tjenestesteder, der enten slet ikke har noget vægttræningsudstyr, eller hvor det er i meget ringe stand. Det er blandt andet tilfældet i Camp Price og andre lejre i Afghanistan, men også ved visse hjemlige tjenestesteder.

Ikke imponeret
Efter planen skulle det nye udstyr snart blive sendt af sted. Og ifølge Kasper kan det kun gå for langsomt med at få det nye træningsudstyr opstillet.
- Jeg synes, at det er rart, at der kommer nyt udstyr herned. Men det går alt for langsomt. Jeg kan ikke forstå, at der skal være så meget administration. Lige netop det her, er jo noget, der gør drengene glade, siger kaptajn Kasper, der ikke er synderligt imponeret over den lange tid, som udstyret har været undervejs.



I Forsvarets Materieltjeneste arbejder de på højtryk med at få træningsudstyret sendt af sted.
- Udvælgelsen af udstyr til Afghanistan er påbegyndt, og vi er parate til at pakke, når transportformen og logistikken er kendt, siger sagsbehandler Carsten P.E. Sørensen fra Planlægningsdivisionen i Forsvarets Materieltjeneste.

Afbræk i hverdagen
Styrketræningsrummet i Camp Price bliver flittigt brugt. Selv efter midnat kan der sagtens være ti til femten mennesker, der træner.



- Det betyder rigtig meget for mig at træne. Både fordi jeg har et kontorjob, hvor jeg desværre sidder meget stille, men også socialt betyder det meget. Det giver lige et afbræk i hverdagen at få rørt sig, siger kaptajn Kasper.
Så med det nye udstyr kan soldaterne ikke kun holde sig slanke og stærke til de tunge opgaver, de løser i deres hverdag. Det er også en god og anderledes måde at mødes med sine kolleger på.

Se indslag med danske soldater, der træner i Camp Price her

Afghanske kvinder får hjælp til at træne af danskerne. Se indslaget Burkabold her