[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Det er rart at komme væk fra solens barske stråler i den afghanske ørken, men når skyggen leveres af centimeter tyk panser-stål, så er skyggeeffekten begrænset. Det svarer stort set til at sætte sig i en sauna iført vinterpåklædning.  Stål har en fantastisk evne til at lede varme. Overfladetemperaturen kan uden problemer komme op på 80 grader. 

Kampvognsbesætninger er voldsomt udsat. Den danske leopard 2 kampvogn er udrustet med aircondition. Den har dog sine begrænsninger, hvis vognkommandør og hjælper sidder for åben luge og observerer.
Derfor er vognene udrustet med sløringsnet (Heat transfer reduction system), der reflekterer solens stråler og isolerer vognen.  Vognkommandør og hjælper har også god gavn af en parasol, der kan placeres på toppen af kampvognens tårn.

Til gengæld kniber det for køreren, der sidder fastspændt i sit sæde i vognen.
Det har man taget konsekvensen af i hæren. Lige nu kører man et forsøg med en kølevest til kampvognkøreren. Der er syet små køleslanger ind i vesten. De er forbundet til et køleelement, der pumper væske rundt i slangerne. Vesten kan dermed være med til at afhjælpe de høje temperaturen i vognen og køle køreren ned.

- jeg havde ikke regnet med, at jeg ville bruge den. Jeg har normalt ikke problemer med høje temperaturer, men når man nogle gange sidder i bilen i 12-14 timer af gangen, så bliver man glad for den, siger Morten, der er kampvognskører i Helmand.