[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

7000 kilometer kystlinie og massevis af øer og fjorde indbyder til sejlads i Danmark, men du kan selv gøre meget for at forhindre, at du ender i den triste statistik over omkomne i vandet.
 
- En af de grundlæggende ting for en sejler er at tjekke vejret, inden han sejler ud. Er du i tvivl om vejret, så lad være med at tage risikoen og bliv i stedet i havn, siger daglig leder af Søsportens Sikkerhedsråd, Finn Lage, i rådets telt i Aalborg, hvor det er en del af temadagene for badesikkerhed og søredning.
 
Stærke farver
Påklædningen er en anden vigtig ting, når man begiver sig ud på sejlads.
- Varmt tøj, der er nemt at se i vandet, er klart det bedste. Mørkeblåt tøj gør det meget svært for redningsmandskab at finde en person i vandet, så det er rigtigt godt at bære tøj i farver, der er nemt at se i vandet, siger Finn Lage
 
Den vigtigste påklædning er han dog ikke i tvivl om, hvad er.
 
- Redningsvesten – og ikke en svømmevest. Svømmevesten kræver, at du bevæger dig, og så mister du hurtigt kropsvarme i de kolde, danske farvande. En rigtig redningsvest giver dig støtte i nakken, så du kan koncentrere dig om at krumme dig sammen og bare ligge stille, så du holder varmen længere og øger dine chancer for at overleve til du bliver fundet, siger Finn Lage.

Det redder liv 
- Sidste år omkom 11 fritidsfiskere, ingen af dem bar redningsvest. Forrige år døde 28, kun seks af dem havde redningsvest på, så den er vigtig, rigtig vigtig, slår Finn Lage fast.
 
Han har et nyligt eksempel på redningsvestens effektivitet.
 
- Forleden blev en fritidsfisker på 70-80 år reddet efter at have ligget flere timer i vandet. Han havde varmt og vindtæt sejlertøj på, og så sørgede hans redningsvest for at holde ham flydende, til der blev slået alarm, og redningshelikopteren blev tilkaldt. Han havde gjort helt, som vi anbefaler, og det reddede hans liv, siger Finn Lage.