[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Præcist klokken 10.53 dansk tid bragede to danske F16-fly ud ad startbanen på Keflavik-basen for at afpatruljere den enorme snedækkede vulkanø. Den første egentlige mission efter de seneste dages forberedende flyvninger.

Danskerne vil flyve rutinemæssigt hver dag i de tre uger, missionen varer. Men kommer fremmede og uønskede fly for tæt på, så er flyene klar til at gå på vingerne på hvilket som helst tidspunkt af døgnet.

I overvågningscentralen, det såkaldte Control and Reporting Centre (CRC), der ligger et stenkast fra startbanen, holdes der via radar døgnet rundt øje med luftrummet omkring Island. CRC’ens danske fighter controllers fra Air Control Wing er til enhver tid i stand til at dirigere F16-flyene ud til de fly, der måtte være ’interessante’ at kigge nærmere på.

Når flyene igen sætter dækkene på asfaltbanen og taxier ind til betonhangarerne, står teknikerne parat til at servicere flyene, så de er klar til at eventuelt gå i luften igen med kort varsel. Her står de trygt parkeret under opsyn hele døgnet af bevogtningspersonel fra Combat Support Wing.

De 48 personer, som det danske detachement består af, arbejder på højtryk, og fri i weekenden er kun noget, mandskabet kender fra Danmark – heroppe er de på 24 timer i døgnet.