[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Kvinderne i dette års militære verdensmesterskaber i sejlsport var repræsenteret ved Sine Rasmussen (Søværnet Taktikkursus), Trine Jørgensen (FPT) og Anjaliva Petersen (Havkatten). De havde gode muligheder for at forsvare sidste års bronzemedaljer, men endte på en fjerdeplads, der blev opnået på trods af uheld og udskiftninger. Først var kvinderne nødt til at udskifte et besætningsmedlem lige før VM, og de kunne derfor kun træne sammen under Forsvarsmesterskaberne. Dernæst var Sine Rasmussen, som er skipper, så uheldig at træde forkert på foden på den anden dag i Forsvarsmesterskaberne. Besætningen havde derfor kun to sejldage til at oparbejde samarbejde og rutine. Det lykkedes dog kvinderne allerede på den anden dag i VM at flytte deres placering i flettet op og true de tre første besætninger.

Mænd i tæt kapløb
Forventninger til Patrick Sebbelov (FMT), Klaus T. Barfoed (FKIT) og Thomas Jensen (Søværnets Sergent og Grundskole) var høje, og de tre sejlere indfriede dem til fulde ved samlet at slutte på en flot syvendeplads i tæt kapløb med Spanien om sjettepladsen.
- Besætningen er meget tilfredse med resultatet, siger Patrick Sebbelov, som var militær verdensmester i sejlsport i 1994.
Han har forhåbninger om, at Danmark til de kommende militære verdensmesterskaber i Bahrain i marts 2010 igen kan gøre sig gældende blandt de allerbedste, selv om de afgøres i disciplinen matchrace. I matchrace mødes bådene en mod en og ikke som ved dette og tidligere mesterskaber, hvor alle besætninger sejler 12 sejladser, og placeringerne afgøres ved sammentælling af point i forhold til placering i de enkelte sejladser.