[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Når folk befinder sig i en redningshelikopter uden at være en del af besætningen, er det ofte under uheldige eller tragiske omstændigheder. Men nu er der mulighed for at flyve i den under mere fornøjelige forhold og samtidig lære, hvordan ulykker til søs undgås.

Den 1. og 2. juli vil Forsvaret vise sine redningshelikoptere frem, demonstrere redningsaktioner og redningsveste. De fremmødte vil udover at deltage i konkurrencen om en flyvetur i en redningshelikopter også kunne se udstillingen ’Forsvaret – din redning’. Her kan man prøve en tur i den sele, som nødstedte vil blive hejst op af under en redningsaktion. Der vil også være mulighed for at møde blandt andre Marinehjemmeværnet, Søsportens Sikkerhedsråd, Falcks Redningskorps, som ofte er involveret i de 500 til 600 tilfælde om året, hvor Forsvaret rykker ud for at redde nødstedte til vands.

Sejlere vil kunne tilmelde sig som olieobservatører – også kaldet Havmiljøvogterne, som i dag tæller mere end 10.000 vogtere.

Arrangementet finder sted ved Fjordbyen og helikopterne lander på pladsen ved Ralvej i Aalborg.

Udstillingen åbner den 1. juli klokken 12.00 og lukker klokken 17.00, mens den er åben den 2. juli fra klokken 10.00 til klokken 16.00

Helikopterne lander den 2. juli klokken 10.50. Klokken 15.10 går redningsdemonstrationer i gang.
Vinderen af konkurrencen vil blive udtrukket 2. juli klokken 15.00 og den heldige kommer ud at flyve klokken 15.40 samme dag.