[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Frank Trier Mikkelsen

De danske skytter opnåede flere flotte resultater ved det netop overstående militære VM i skydning. Både René Kristiansen (300 meter riffel) og Jette F. Andersen (50 meter riffel) var marginaler fra at skyde sig til en plads på podiet, men de måtte begge tage til takke med fjerdepladsen. I stedet blev det kvindernes hold i 50 meter riffel, som hentede ædelt metal hjem til Danmark, da holdet leverede en mindre overraskelse ved at vinde bronze.

Flere lande har skytter med fra OL i Beijing, så konkurrencen er hård.
- Vi ved, at vi er oppe mod nogle af de bedste skytter i verden. Det er derfor en helt fantastisk følelse, at vi nu kan stå med medaljen om halsen, fortæller 20-årige SG Rikke Jensen, som har sin daglige gang i Telegrafregimentet.  
I de 44 år VM er blevet afholdt, har kvinderne kun 4 gange tidligere hentet medaljer hjem til Danmark.

Kvindernes VM-bronze giver forhåbninger om endnu større resultater i fremtiden. For Rikke Jensen og Sys Hansen var det henholdsvis første og anden VM-deltagelse, mens Jette F. Andersen som den rutinerede på holdet har flere VM-medaljer i skuffen.
– Vi er i gang med at bygge et talentfuldt hold op og har store ambitioner for de kommende år, siger holdleder Kristle Trap fra Center for Idræt.

Med den flotte præstation har kvinderne fået endnu mere blod på tanden.
- Til næste års VM i Brasilien vil vi selvfølgelig gå efter at komme højere op på podiet, siger Rikke Jensen.