[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

De 45 bosniske soldater er i øjeblikket i Danmark, hvor de skal gennemføre skydeøvelser og træning i førstehjælp. Bevogtningsenheden skal være vagtstyrke i den danske hovedlejr i Camp Price, og kan dermed aflaste de danske soldater.
- Enheden er god og professionel, slår den danske forsvarsattaché på Balkan oberstløjtnant Søren Knudsen fast. Han overværede de bosniske soldaters afskedsparade, hvor alle soldater fik et håndtryk af både landets forsvarsminister og forsvarschef.
- Paraden viste, at de bosniske soldater har fuld støtte fra de tre befolkningsgrupper,  bosniakker, serbere og kroater. Enheden er sammensat af soldater fra alle de tre folkeslag, fortsætter Søren Knudsen.

Det bosniske bidrag til den danske kampgruppe er et af de mest opsigtvækkende resultater af Danmarks sikkerhedssamarbejde med Bosnien.
– Bosnien valgte Danmark af fem lande, som de kunne blive sendt ud med. Det er et konkret resultat af sikkerhedssamarbejdet, hvor Danmark i flere år har støttet træningen af bosniske officerer på Peace Support Operations Training Center i Sarajevo, siger Søren Knudsen.

Han ser den store bosniske satsning på at få enhed til Afghanistan som et tegn på, at landet gerne vil ind i et tættere samarbejde med NATO. Bosnien har i flere år haft to stabsofficerer i Afghanistan ved den danske kampgruppe.