[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Dannebroge er bygget som gave til Søværnets Operative Kommando (SOK) i anledning af flådens 500 års jubilæum og i torsdags tog chefen for SOK, kontreadmiral Finn Hansen, modellen af linieskibet Dannebroge i sin varetægt. Finn Hansen udtrykte begejstring for den flotte model, og glædede sig til i fremtiden at vise gæster ved SOK skibet, og bruge 5 minutter til at beundre detaljerigdommen på modellen.

12 af modelbyggerlaugets medlemmer har de sidste 2½ år brugt mere end 6000 arbejdstimer på at bygge modellen af Dannebroge i størrelsesforholdet 1 til 40. Byggeprojektets leder, Poul H. Beck, udtrykte efter overdragelsen både lettelse og stolthed over resultatet. Lettelse fordi projektet er gennemført med succes trods den lange produktionstid og et stort arbejdspres lige til det sidste, og stolthed over det fantastiske resultat.

Som en ekstra overraskelse og til at beskrive størrelsesforholdene, havde modelbyggerlauget som en ekstra gave fra dem og flagfabrikken Stilling, fået fremstilles skibets vimpel i fuld størrelse. En lidt spøjs og anderledes opgave fordi vimplens 27 meter vistnok gør den til verdens længste vimpel og helt sikkert til Danmarks længste.

Dannebroge er for evigt skrevet ind i Danmarks søkrigshistorie. Skibet med dets chef, kommandør Ivar Huitfeldt, forhindrede for 300 år siden den 4. oktober 1710 svenskerne i at vinde en batalje i Køge bugt. Det skete ved at Huitfeldt trods en brand, som til sidst fik skibet til at sprænge i luften, kæmpede videre så længe, at den resterede danske flåde kunne komme ud af en håbløs situation og forhindre yderligere tab. Bare 3 mand ud af Dannebroges mere end 500 mand store besætning overlevede eksplosionen.