[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Det Nye Talkshow var taget til Helmands ørken for at sprede lidt julestemning blandt de mange danske soldater, der er nødt til at fejre højtiden tusindvis af kilometer hjemmefra. Med sig havde Anders Lund Madsen taget sexolog Joan Ørting og sangeren Karen Rosenberg. Og soldaterne tog godt imod underholdningen.



- De syntes helt klart, at det var en fest. Stemningen var fantastisk, siger fotograf Carsten Sandberg, der befandt sig i lejren som udsendt, da Det Nye Talkshow gæstede Camp Price.

Det Nye Talkshow havde sat en brevkasse op, hvor soldaterne kunne stille skriftlige spørgsmål til Joan Ørting, men højdepunktet var nok, da en af soldaterne – helt uventet for ham - blev hevet op på scenen. Uden at afsløre for meget så havde praktikanten fra Det Nye Talkshow interviewet soldatens mor og kæreste – blandt andet om emner syd for bæltestedet.

- Han tog det fint, og det var ret sjovt, siger Carsten Sandberg.

Karen Rosenberg gav et par ekstranumre, da optagelserne til Det Nye Talkshow var færdige.