[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin og Anders V. Fridberg

- Det her er en afslutning på det, vi har været igennem. Opbakningen hjemmefra betyder rigtig meget. Den får vi først, når vi er kommet hjem, sagde oversergent Morten Baumann, der tog sig en tiltrængt pause efter marchen gennem København i det smukke efterårsvejr på trappen foran Thorvaldsens Museum.


Morten Baumann havde taget sine forældre med til flagdagen.

Han er netop kommet hjem fra Afghanistan, hvor han var med på ISAF hold 9. Han havde taget sine forældre med fra Jylland.
- Det har været rigtig flot og dejligt. Det er vemodigt, at se de sårede og mindes de afdøde, jeg er så glad for at få ham hjem, sagde Mortens mor, Mona Baumann.

Bred opbakning
Dagen begyndte med march gennem byen for ISAF-soldaterne. Klokken 13.30 stillede alle de hjemvendte veteraner op til parade på slotspladsen foran Christiansborg.


Soldater fra alle Danmarks internationale missioner til parade.

Forsvarschef general Knud Bartels, forsvarsminister Gitte Lillelund Bech og folketingets formand Thor Pedersen talte til de hjemvendte.


Folketingets formand Thor Pedersen forlader paraden i selskab med Søren Espersen fra Dansk Folkeparti og H.K.H. Prinsesse Marie.

- Den dybere mening med alt det, der finder sted på flagdagen, er, at vi viser, at vi værner om hinanden. Og at vi viser de pårørende, som måske har lidt de største tab og de soldater, der har svært, når de kommer hjem, at der er solidaritet og opbakning. Det er det, som jeg gerne vil være med til at vise, og derfor er jeg meget glad for, at vi langt om længe har fået en flagdag, sagde Thor Pedersen efter paraden.
Politikere fra alle sider af folketinget var mødt op. Uanset om de bifalder Danmarks engagement i internationale missioner eller ikke, var der bred enighed om, at soldaterne skal hyldes.


Forsvarschef general Knud Bartels og Socialdemokraternes partiformand Helle Thorning-Schmidt. 

- Jeg tror, at der er mange, der synes, at det er lidt højstemt, inden de kommer herind, men som synes at det er en god dag, når de står her og kan se, at det officielle Danmark siger tak og som synes, at det er en fin og rigtig tradition, sagde Socialdemokraternes partiformand Helle Thorning-Schmidt.

Mindes de døde
Hos de mange fremmødte soldater og pårørende kom mindet om de faldne helt tæt på. Flagdagen er dagen, hvor de måske særligt tænker på de kammerater, brødre, fædre og døtre, de har mistet.
 

Publikum var mødt talstærkt op for at udtrykke deres respekt for soldaterne.

- Jeg oplever, at der kommer folk, jeg kender fra tidligere og fortæller, at de har mistet pårørende. Jeg har lige talt med en, der mistede sin søn sidste år. Det kommer tæt på, når det er folk, man kender, og hvor man kender familierne, sagde Thor Pedersen.
Der blev holdt et minut stilhed for de faldne, hvor den fyldte slotsplads var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden.
- Det vigtigste er, vi er opmærksomme på, at der ydes en enorm og umenneskelig indsats på vores forskellige missioner ude i verden, og at vi sender tanker til dem, der har mistet og tænker på dem, som vi har mistet i kamp, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Det er den anden officielle flagdag, der er blevet afholdt i Danmark.