[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Absalon befinder sig i øjeblikket i farvandet mellem Algeriet og Ibiza, hvor det tager del i antiterroroperationen Active Endeavour. 
– NATO er i øjeblikket i gang med en ”surge” operation i den vestlige del af Middelhavet. Vi skal danne os et billede af livsmønstret her, for at kunne opdage anormale aktiviteter, forklarer orlogskaptajn Peter Mikael Dannerfjord, der er næstkommanderende på Absalon. Det foregår ved at observere skibstrafikken i området og kalde de forbipasserende fartøjer over radioen.
– Vi spørger dem om deres kendskab til NATO og informerer dem om Operation Active Endeavour, siger Peter Mikael Dannerfjord.
Blandt de 137 mand ombord på Absalon er en international stab, der leder en af NATOs to fregatgrupper – Standing Maritime Operation Group 1 – som består af fem skibe.

Hearts and Minds
Absalons besætning forsøger også at få et godt forhold til de algierske fiskere i området.
– Vi sender en båd med en tolk ombord over for at sludre lidt med dem. Generelt møder vi stor samarbejdsvillighed, fortæller Peter Mikael Dannerfjord. Fiskerne får en rygsæk med t-shirts, hatte, kortspil, en USB-nøgle og små foldere om NATO. Det er vigtigt for sikkerheden i Middelhavet, at der er et godt samarbejde med de nordafrikanske lande. Derfor har Absalon haft to marrokanske søofficerer om bord, for at forberede Marokkos deltagelse i Active Endeavour i 2011.

Næste stop Canada
Operationen i det vestlige Middelhav slutter i næste uge, så skal Absalon på besøg i Canada i anledning af den canadiske flådes 100 års jubilæum. Skibet vender tilbage til Danmark i midten af juli, hvor Esbern Snare afløser Absalon. Til efteråret vil Standing Maritime Operation Group 1 og Esbern Snare stå i spidsen for den mere spetakulære antipiratoperation ved Afrikas Horn.
– Man kan godt mærke, at det er en anden indsats end i Adenbugten. Active Endeavour lever sit eget stille liv i Middelhavet, siger Peter Mikael Dannerfjord. 


Læs mere om Operation Active Endeavour her