[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Så er Forsvaret klar i en ny, elektronisk udgave. Denne gang har bladet talt med de soldater, der har prøvesmagt alt fra frysetørret havregrød, bøf og pastaretter til nye feltrationer. Alle har de i månedsvis levet af feltrationer i Afghanistan, så de ved om nogen, hvor vigtigt det er, at maden smager godt og hjemligt.


En soldat i mission har typisk brug for 5000 kilokalorier om dagen. Derfor er der også plads til chokolademousse og andre desserter i de nye feltrationer.

Bladet var også med til Green Flag - en stor øvelse i Mojave-ørkenen. I omgivelser, der ligner Afghanistan og Irak, kunne hærens folk på jorden og piloter i luften få pudset deres samarbejde af.


Med hjælp fra filmfolk i Hollywood havde amerikanerne opbygget arabiske landsbyer befolket med eksil-irakere, geder og får.

I det hjemlige var bladet med, da forsvarets Piranhaer totalsmadrede biler. Alt sammen fuldt lovligt og i den gode sags tjeneste. Crashtesten skal bruges til at samle videomateriale til en ny trafikkampagne rettet mod unge knallertkørere.


Sådan ser en bil ud, efter en Piranha har påkørt den med 60 kilometer i timen.