[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Kosovo
Forsvarschef general Knud Bartels indledte mandag sin rundrejse med et besøg hos de danske styrker i Kosovo i den franskledede militærlejr Novo Selo ved byen Pristina. Efter overnatning i Novo Selo lejren sluttede besøget i det danske ansvarsområde i byen Metrovica. Byen er delt mellem serbere og albanere og er blevet kendt som et symbol på konflikten mellem de to befolkningsgrupper.
Forsvarschef general Knud Bartels udtalte i forbindelse med besøget:
”Jeg glæder mig over igen at besøge den danske styrke i Kosovo og kan konstatere, at vores soldater fortsat gør et godt stykke arbejde. Vi har opnået stor anerkendelse for vores professionelle tilgang til arbejdsopgaverne og ikke mindst det gode samarbejde med de franske styrker.” 

 
Libanon
Forsvarschefen rejste dernæst videre til Libanon. Siden 1. december 2009 har Danmark bidraget med 150 soldater til den internationale FN-styrke UNIFIL, som har hovedkvarter i byen Naqoura tre kilometer fra den israelske grænse i den sydvestlige del af Libanon. Den danske værnsfælles styrke varetager logistik- og transportopgaver. Forsvarschef Knud Bartels mødtes bl.a. med de danske soldater i Naqoura og fik en statusbriefing af chefen for FN-styrkerne.