[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

– Vi prøver at samle så mange nationer samt civile og militære organisationer som muligt til konferencen. Ét af vores mål er at angribe netværket, der producerer de improviserede sprængladninger (IED’er), så vi kan få dem fjernet, før de bliver lagt på kamppladsen. Hvis det lykkes, vil det på sigt kunne mindske vores tab, siger oberstløjtnant Michael Thøgersen, der er formand for koalitionens counter IED arbejdsgruppe.
167 personer fra 33 lande og over 50 organisationer er med i Coalition Counter IED-Conference 2010, som bliver afholdt i slutningen af september. Pakistan er en af de deltagende nationer.
– I et land som Pakistan har de store problemer med oprørere, der anvender improviserede sprængladninger. Vi er spændt på høre om deres erfaringer med at bekæmpe IED-netvæk, fortæller Michael Thøgersen.

Han håber, at de forskellige delegationer får rig lejlighed til at udveksle nye ideer.
Det danske forbindelseselement ved den amerikanske centralkommando satte sig i 2009 i spidsen for koalitionens samarbejde mod improviserede sprængladninger, som på det tidspunkt ikke blev prioriteret særligt højt.   
– Vi arbejder for, at der bliver lagt mere vægt på kampen mod improviserede sprængladninger, der er skyld i flest danske dødsfald i Afghanistan, siger Michael Thøgersen.

Information og fingeraftryk
Michael Thøgersen peger på flere måder, hvor man kan forhindre, at de improviserede sprængladninger bliver gravet ned tæt på NATO-soldaternes lejre. Gennem informationsoperationer kan man forsøge at påvirke civilbefolkningens holdning til oprørernes brug af disse våben. Så vil de lokale måske samarbejde mere med ISAF om at afsløre IED-netværket. Kriminalefterforskningsmetoder som indsamling af fingeraftryk er et andet vigtigt våben mod bombemændene. Forbedret overvågning kan også dæmme op for strømmen af improviserede sprængladninger på vej til slagmarken. Michael Thøgersen tror ikke, at  konferencen på kort sigt vil reducere tabstallene fra de nedgravede bomber, men med den nye viden, man får, vil man i fremtiden stå bedre rustet til at bekæmpe de improviserede sprængladninger.