[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Kampen om Musa Qala i det sydlige Afghanistan i 2006 er blandt de hårdeste kampe, danske soldater har udkæmpet siden 1864. Nu har et teater fra Århus skabt en forestilling om de 35 dramatiske døgn, hvor de danske soldater dagligt var under kraftig beskydning. Manuskriptet til ”Let opklaring” er skrevet af Henrik Vestergaard, der selv er tidligere delingsfører, og det bygger på interviews med de soldater, der oplevede belejringen.


Plakat fra teatret

"Let opklaring" har premiere i dag, men allerede mandag så omkring 100 soldater fra Jydske Dragonregiment forestillingen. En af de soldater, der overværede uropførelsen, var overkonstabel-1, Palle Bjerg, der selv var med i Musa Qala.
- Det var selvfølgelig langt fra virkeligheden, men det var et flot stykke, hvor de havde fået mange detaljer med. Jeg synes, det er godt, at man kan oplyse om det, vi oplevede på en anden måde, end man normalt gør i medierne, siger Palle Bjerg.

Se et indslag om stykket her.

Stykket opføres af teaterensemblet Von Baden og spiller på det århusianske teater Entréscenen frem til den 15. maj.