[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Mandag mødtes de sidste fire operative enheder af Flyvefisken-klassen på havet for at markerer den officielle nedlæggelse af skibene. Formationssejlads og manøvrering i halvhårdt vejr, skydning med kanon, luftforsvarsøvelse mod danske F-16 og til slut lægning og sprængning af to søminer, var højdepunkterne på dagen.

En række gæster med tilknytning til skibene gennem tiden var inviteret om bord. Blandt andet for at konstaterer om skibene og deres besætninger på falderebet stadig kunne leve op til de krav og forventninger, der stilles. Og det lykkedes til fulde. Tidligere skibs- og eskadrechef Niels Borck konstaterede i en kort tale, at på trods af omstændighederne viste besætningerne, at de kunne bevare fokus og professionalisme til det sidste.


Flyvefisken-klassen har været en del af den danske flåde siden slutningen af 1980'erne, og har været brugt til bl.a. farvandsovervågning, forureningsbekæmpelse, minelægning og -rydning samt katastrofehjælp.

Der blev også udvekslet minder og gode historier gæsterne og besætningerne imellem. Det er dog altid en lidt speciel situation, når noget sker for sidste gang.

-Der er jo mange følelser der knytter sig til tjenestestedet, og specielt i skibene, hvor vi tit er sammen i flere uger under snævre forhold, opstår der en masse kammeratskab. Det bliver nu splittet op, men folk går herfra med rigtigt gode minder om tiden på Viben og flexerne, siger Chef på Viben, Michael Landmark. 

Helt ud af billedet forsvinder Flyvefisken-klassen dog ikke. Havkatten fortsætter et års tid endnu for at være testskib for det nye MCM (minerydning) system. Og Søløven er ved at blive bygget om til at være forsvarets nye dykkerskib.

Se indslaget fra Kampflexernes sidste tur på Forsvarskanalen.dk