[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Siden 9. januar 2009 har generalmajor Niels Henrik Bundsgaard varetaget sit job som chef for Hærens Operative Kommando. Men efter sommerferien skifter generalmajoren Karup ud med Ballerup, hvor han er udnævnt til ny chef for Forsvarets Personeltjeneste. 

 - Jeg ser frem til en helt ny udfordring, hvor jeg skal beskæftige mig med det, der er allermest vigtigt, nemlig personellet. Jeg har været i forsvaret i mange år, hvor der er mange forskellige muligheder både med job og uddannelse. Det vil jeg gerne være med til at fastholde og udbygge, siger generalmajor Niels Henrik Bundsgaard.

En af de helt store udfordringer, der venter generalmajoren, er arbejdet med veteranerne.

- Det er en meget vigtig opgave for os at tage os godt af vores syge og sårede veteraner. Den ser jeg frem til at kaste mig ud i, siger Niels Henrik Bundsgaard.

Forsvarets Personeltjeneste er i perioder blevet kritiseret voldsomt. Det afskrækker dog ikke Niels Henrik Bundsgaard.

- Jeg har tidligere gjort tjeneste ved Hærens Materielkommando og Forsvarets Materieltjeneste, som også i perioder har været udskældt. Mit mål er, at den store, gode arbejdsindsats, der bliver leveret i Forsvarets Personeltjeneste, også bliver anerkendt i resten af forsvaret, siger Niels Henrik Bundsgaard.

Det forventes, at han tiltræder sin nye stilling i august.