[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

De sover under en presenning, bader i trækasser og træner med metalstænger banket ind i en mur af ler. Det ser primitivt ud, og det er primitivt. Men de danske soldater, der bor i patruljebasen Bridzar, er glade for deres midlertidige hjem.
- Det er blevet et luksussted. Det var det ikke fra starten, da var det virkelig slemt. Der var toiletfaciliteter over det hele, men det har vi fået snævret ind, så det begynder at ligne noget, fortæller oversergent Raf, der er vicevært i basen.

Bridzar er en af tre patruljebaser, som danske soldater midlertidigt har overtaget. Baserne besættes normalt af det afghanske politi, men alle betjentene er på et otte uger langt kursus i politiarbejde. Bridzar udgør sammen med Malvern og Clifton en såkaldt patrol base line i den grønne zone i Helmand. Fra baserne skal soldaterne forhindre oprørere i at trænge ned fra den øvre del af Gereskhdalen og frem mod den vigtige handelsby Gereskh.

I løbet af de første små to uger i lejren har de danske soldater ud over at få styr på toiletforholdene fået en generator, så de kan oplade batterier, bygget brusere, så de kan skylle støvet af og indrettet et mindre træningscenter. Sådan et står højt på soldaternes liste over vigtige elementer i en lejr, på trods af den ekstreme varme og det hårde arbejde på patruljerne i den grønne zone.
- Det er vigtigt at holde sig selv i form. Når vi ikke er på patrulje, slapper vi af i skyggen, og hvis vi ikke rører os samtidig, bliver vi dovne, så vi bruger træningsredskaberne flittigt, siger Raf.

Der bor omkring 50 danske soldater i Bridzar. Følg med rundt i lejren på forsvarskanalen. 

På forsvarskanalen kan du også se et indslag, hvor den næstkommanderende for den danske kampgruppe fortæller om patrol base line og planerne for området. Gå direkte til indslaget her.