[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Slædehold 3 fra Slædepatruljen Sirius har, som det første slædehold i patruljens snart 60-årige historie, været indsat uden for Grønland.

Indsættelsen er sket ved, at slædeholdet deltager i øvelsen Nuvalivut, der finder sted i det nordlige Canada. Den danske deltagelse i øvelsen er et resultat af et større canadisk fokus på det arktiske område. Det har medført, at canadierne har øget deres militære aktivitet i den nordlige del af landet for at hævde suverænitet. Ved at lade en patrulje fra Sirius deltage i den canadiske øvelse får begge lande ny viden om operationsmåder i det arktiske område.

Modsat Danmark, der med Siriuspatruljen har en fast tilstedeværelse i det arktiske område, baserer Canada sin suverænitetshævdelse på indsættelse af Rangerpatruljer i årligt tilbagevendende øvelser. En anden forskel på den danske og den canadiske måde at operere på er, at canadierne trækker deres slæder med snescootere, mens Siriuspatruljen som bekendt bruger hunde.

Den danske deltagelse i øvelsen slutter den 26. april. Herefter vender slædehold 3 tilbage til Grønland og genoptager sin forårspatruljering.

Du kan læse mere om øvelsen på Grønlands Kommandos hjemmeside. Her kan du også finde et link til flere billeder fra øvelsen. Kilde: Grønlands Kommando.