[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Maja Grønbæk

- Vi har store forventninger til dagen og håber, at der kommer en masse folk på gaden, siger presseofficer Niels Brandt fra Det Danske Internationale Logistikcenter i Vordingborg.
De 350 hjemvendte soldater fra Kosovo går klokken 11.20 op gennem byen, og klokken 12 er der parade på ruinterrænet eller Slotstorvet alt afhængig af vejret. Marchen og paraden markerer afslutningen på soldaternes hjemsendelse. Umiddelbart inden soldaterne går gennem byen, rider Hesteskadronen fra kasernen til Slotstorvet. Den forlader kasernen klokken 10.45 og rider gennem Algade.
- Vi var bekymrede for, at byen skulle være tom for mennesker, nu da paraden ligger i vinterferien. Vi ville gerne gøre noget for at trække folk til, og derfor har vi blandt andet fået Hesteskadronen til at komme og ride gennem byen, siger Niels Brandt.
Under turen gennem byen standser Hesteskadronen ved Tøjeksperten, hvor chefen hilser på formanden for handelsforeningen med et glas portvin. Hestene bliver ikke overset – de får gulerødder. 

Samarbejde med forretninger
I forbindelse med marchen har forsvaret etableret et samarbejde med handelsforeningen i Vordingborg som endnu et forsøg på at lokke folk på gaderne i byen.
- Der bliver etableret gågade, og butikkerne laver små boder. Samtidig har vi et godt samarbejde med lokalpressen, som har reklameret for arrangementet med billeder og gode tilbud fra de handlende i byen, fortæller Niels Brandt.
For yderligere at gøre reklame for arrangementet er der sat skilte op i udkanten af byen, og rundt om i Vordingborg hænger der plakater.
- Jeg har forhørt mig lidt rundt hos de forretningsdrivende, som siger, at kunderne snakker om arrangementet, og at det er noget, de gerne vil komme til. Så jeg håber og tror, at der kommer mange mennesker på gaden næste fredag, siger Niels Brandt.