[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin

Når Danmarks Radio populære program ´Høvdingebold´ ruller over tv-skærmene fra den 10. april, så er der et militært islæt med. For blandt hold som De rødhårede, VIP´erne, Homoerne og Outdoor Barbies, finder vi også Søofficerne.
Kadet Daniel Post fra Søværnets Officersskole er en af de officerer, der skal vise forsvarets værd i det spil, som de fleste af os kender fra skolegården. Og det bliver ikke nemmere af, at
- Jeg tænker en del over det, når jeg står her ude, at nu bliver det vist på tv, og jeg skal ikke kvaje mig. Men når jeg går derind, så glemmer jeg det stort set, for så fokuserer jeg mest på at spille. Så glemmer jeg alt om det, så meget konkurrencemenneske er jeg dog, siger Daniel Post.

Ikke kendte, men stærke
Mange af søofficerernes modstandere er med, fordi de er kendte. Det er søofficererne ikke. Til gengæld er de valgt ud fra nogle helt andre kriterier.
- Det er fordi, jeg er gammel håndboldspiller, så jeg havde noget at bidrage med. Så jeg blev headhuntet, siger Peter Højgrav, kadet ved Søværnets Officersskole.
Udtagelseskriterierne og en seriøs tilgang til sport betyder, at søofficererne er et af de hold, der kan vinde det hele. Det, de kæmper mest mod, er de rullende kamera og rampelyset.
- Vi ligger nok i toppen af de otte hold, der har været med her nu. Man skal lige lidt væk fra sceneskrækken, og så kører det, siger Daniel Post.

Førstepræmien er en tur til Las Vegas. Om søofficererne vinder præmien, og hvordan det i det hele taget går i turneringen, vil Danmarks Radio ikke røbe. Det må du selv se, når programmerne begynder den 10. april.

Du kan se mere om holdet fra Søværnets Officersskole her. Hvis du har lyst til at støtte søofficererne kan du blive fan af dem på søofficerernes side på facebook.