[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]


Det første seminar for handicappede soldater blev holdt i maj i år med så stor succes, at det kan gentages i november.

Soldaterlegatet, Forsvaret, Dansk Militær Idrætsforbund og Dansk Handicap Idræts-Forbund holder idrætsseminar for soldater, der har erhvervet sig fysiske skader. Det kan være amputerede lemmer, rygmarvsskader, hjerneskader eller nedsat balance og bevægelighed.

På seminaret vil deltagerne blive udfordret fysisk, og vil blive introduceret til nogle forskellige motionsformer, som man kan dyrke på trods af fysiske skader. Det kan for eksempel være kørestolsbasket, kørestolsrugby, håndcykling eller roning.

Instruktørerne på kurset er nogle af Danmarks bedste atleter og landstrænere inden for den enkelte sportsgren, og flere af dem er kendt for deres deltagelse i de Paraolympiske Lege.
Har du ikke modtaget en invitation, men ønsker at deltage i seminaret og møde andre soldater i samme situation, kan du skrive til Bent Gaardsted på bent.gaardsted@dhif.dk

Kilde: Hærens Operative Kommando