[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

30-årige fridykker Jakob Hansen satte ny dansk rekord i dybdedykning den 16. juli i den egyptiske badeby Sharm el Sheikh. Dybdedykning går ud på at dykke så dybt som muligt på ét åndedrag  - kun ved hjælp af en monofinne.

- For at nå de 96 meter skulle jeg lægge otte meter til den dybde, jeg har klaret i træning. Mine største bekymringer var, hvor kraftigt jeg ville mærke dykkerrusen, om jeg kunne svømme hele vejen op igen og stadig være ved bevidsthed, og om det ville lykkedes mig at trykudligne hele vejen ned, siger Jakob Hansen fra Søværnets Dykkerskole.



30 sekunder før start tager Jakob Hansen tre gode vejrtrækninger, inden lungerne fyldes sidste gang, og han begynder sit dyk.

- Ved 40 meter puster jeg lidt luft i masken for at undgå skader i ansigtet på grund af vakuum i masken. Da jeg når 80 meter, bliver det pludseligt svært at trykudligne, og det ene øre begynder at gøre ondt. Jeg arbejder som en gal for at få den sidste lille smule luft op til øret uden at miste luften, siger Jakob Hansen.

Åbner en fridykker bare en lille smule op for strubehovedet, vil luften straks forsvinde tilbage til lungerne, men det lykkes Jakob Hansen at glide de sidste 16 meter ned uden at presse ørerne. Han når ned på 96 meter, hvor der hænger et lille skilt, der skal tages med til overfladen, som bevis på at han har været på den angivne dybde.

- Et stik af glæde fylder hele min krop. Nu skal jeg bare op uden at miste fokus, siger Jakob Hansen, der også mærker et snert af dykkerrus.



Sikkerhedsdykkeren venter på 25 meter og følger med op til overfladen, da Jakob Hansen efter 3 minutter og 5 sekunder bryder overfladen. Efter 30 sekunder godkender dommeren dykket.

- Det lykkedes! Dansk Rekord!, siger Jakob Hansen.

Læs hans egen beretning om dykket og forberedelserne til det her

 

Fakta 

Jakob Hansen har dyrket fridykning i 3 år

I 2010 var han holdmester, Danmarksmester og den anden bedste fridykker i verden