[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Søndag morgen lokal tid blev en dansk soldat dræbt af en improviseret sprængladning. De skete, da han var på en afsiddet patrulje vest for Patrol Base Line, der ligger seks kilometer nordøst for Gereskh. Soldaten kom fra Charlie-kompagniet, der er udsendt af Den Kongelige Danske Livgarde.

Kammerater og sanitetsfolk ydede straks førstehjælp, og soldaten blev evakueret med helikopter
til felthospitalet i Camp Bastion. Ved ankomsten til felthospitalet blev soldaten erklæret
død. De pårørende er underrettet.

Til den tragiske hændelse siger forsvarschef general Knud Bartels her til morgen:

”Det nye år er begyndt på tragisk vis for vores styrke i Afghanistan. Men intet overgår den
frygtelige besked, som de pårørende her til morgen har fået overbragt. Familien skulle snart have været genforenet med deres soldat efter endt tjeneste i Afghanistan – det sker nu ikke.
Vi kan i forsvaret ikke lindre den smerte, de pårørende må føle, men vi vil give dem alt den
hjælp og støtte, som vi kan.

Vores styrker og soldater er professionelle, og derfor vil de også i morgen kæmpe videre for den vigtige opgave, de løser i Afghanistan.”