[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Regentparret, der lige nu er på sommertogt i Grønland, ankom til Thule Air Base lørdag. Efter en kort omklædning tog de videre med twin otter for at besøge forskningsstationen NEEM på Indlandsisen. Regentparret skulle have overnattet på isen, men det blev afvist på grund af dårligt vejr. De fløj derfor retur til Thule hurtigst muligt.

Regentparret skulle egentlig først være gået om bord på inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen søndag, men på grund af aflysningen af overnatningen på Indlandsisen kom regentparret allerede om bord lørdag. Søndag eftermiddag blev regentparret modtaget på kajen af base commander på Thulebasen, Mark E. Allen. Mandag morgen skulle regentparret være fløjet til Grønlands nordligste bygd, Siorapaluk, men igen drillede vejret. Derfor måtte Ejnar Mikkelsen lægge fra kaj, og allerede søndag sejle af sted med regentparret, der så besøgte bygden mandag formiddag.

Senere sejlede Ejnar Mikkelsen mod Qaanaaq, og her kom isen så i vejen. Det betød, at Hendes Majestæt Dronningen måtte sejle ind til bygden med gummibåd iført overlevelsesdragt. 30 meter fra land kunne gummibåden ikke gå længere ind, så Dronning og følge måtte hoppe i vandet og gå det sidste stykke til stor jubel for de fremmødte. Efter besøget startede Ejnar Mikkelsen igen motorerne op og sejlede Hendes Majestæt Dronningen retur til Thule. Tirsdag morgen fløj regentparret så videre. De skulle være landet i Upernavik, men det var ikke muligt på grund af tåge, så de fløj videre til Uummaanaq.

Se to indslag fra besøget på forsvarskanalen:
Klar til Dronningen
Regentparret i Thule