[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Efter en tæt kamp blev sergent Carsten Hammer Sørensen fra militærpolitiet i Aalborg søndag dansk mester i boksning. Carsten Hammer Sørensen, der civilt repræsenterer Hobro AK, bokser i weltervægt og vandt i finalen over Osama Hadifi.
- Jeg er utrolig glad. Inden mesterskabet var mine forventninger ikke så store, fordi Torben Keller, der har siddet suverænt på titlen i vægtklassen, var med. Jeg havde regnet med, at hvis jeg kunne møde ham i finalen, ville det være det optimale resultat for mig. Men han tabte altså sin semifinale til Osama Hadifi, som også var en bedre bokser, end jeg havde regnet med, siger Carsten Hammer Sørensen, der måtte kæmpe hårdt for titlen.


Carsten Hammer Sørensen med rød hjelm i finalen. Den 26-årige mesterbokser er også regerende jysk mester og var senest dansk mester i 2004. Privatfoto. 

På Hærens Logistikskole er der boksning på programmet for militærpolitisergenteleverne. Men det er ikke Carsten Hammer Sørensen, der står for bokseundervisningen.
- Nej, det klarer min far, som også er min træner. Men jeg afløser ham en gang i mellem, hvis han er forhindret, fortæller den nykårede danske mester, som nyder godt af, at militærpolitiet lægger meget stor vægt på fysisk træning.
- Det betyder, at jeg kan holde min træning ved lige i arbejdstiden og derfor ikke skal træne helt så meget ved siden af.



Det næste store mål for Carsten Hammer Sørensen er Military World Games, der finder sted i Rio de Janeiro i Brasilien til sommer. Her håber Carsten Hammer Sørensen, at han kan leve op til den bronzeplads, som han fik i 2007, da der sidst var Military World Games. Den gang foregik stævnet, der er den militære verdens pendant til de Olympiske Lege, i Indien
- Det er en kæmpe gulerod at skulle med til Military World Games. Det er en stor chance, som der ikke er mange, der får, siger Carsten Hammer Sørensen.