[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Der blev kæmpet hårdt og helt til stregen, da kadetterne fra de tre værns officersskoler torsdag mødtes til Dansk Kadetstævne 2011 på Søværnets Officersskole på Holmen. Sportskonkurrencer mellem officersskolerne har en lang tradition, men årets stævne blev for første gang afviklet efter et nyt koncept, hvor der var mindre vægt på traditionelle sportsgrene og mere vægt på discipliner, der udfordrede kadetternes soldatermæssige færdigheder. Derfor var ud over fodbold og floorball også discipliner som crossfit og amfibieløb på programmet.
- Vi synes, at det skal være militære discipliner, der afspejler noget man laver i hverdagen. Når man argumenterer for, at man skal træne, så skal det også være noget funktionelt. Det giver mening for den enkelte, forklarer chefsergent Erik L. Madsen, der er idrætsansvarlig på Søværnets Officersskole, og en af hovedmændene bag den nye stævneform.

Når kadetstævnet stadig giver plads til helt civile sportsgrene som fodbold og floorball hænger det ifølge Erik L. Madsen blandt andet sammen med, at det er populære sportsgrene, der er med til at fremme holdånden på skolerne.


Crossfitkonkurrence indeholdt blandt andet dækflip, en øvelse der stiller store krav til styrke, og som er en udfordring, når pulsen er høj efter løb.

Vi stiller op for at vinde
Kadetstævnet endte med en klar sejr til kadetterne fra Hærens Officersskole, der vandt i fodbold, floorball, indendørs roning og crossfit.
- Det betyder meget for den enkelte og for skolen. Vi har den holdning, at det vi stiller op i, vil vi vinde, så selvfølgelig er det en kæmpe tilfredsstillelse at gå herfra som vindere, siger løjtnant Rasmus Peter Rask fra Hærens Officersskole.

Paradesejr i træk
Undervejs i stævnet løb de sejrssikre hærfolk ind i nederlag til kadetterne fra Flyvevåbnets Officersskole, der var klart hurtigst i stafetløb, der blev løbet med gevær og i uniformsbukser og støvler. Og også i et noget overraskende nederlag til kadetterne fra Søværnets Officersskole i amfibieløb. På trods af navnet og på trods af, at stævnet blev holdt på Holmen indeholdt disciplinen nemlig ikke vand, men løb, skydning, håndgranatkast og et træk med en tung sandsæk.
- Flyvevåbnets Officersskole og Hærens Officersskole lagde ud med hurtige løbere, og derfor kom de ret meget i front. Men halvvejs i løbet overhalede vi dem, og den føring holdt vi hele vejen hjem. Vi kæmpede som et hold og vi ville vinde, siger sergent Christian Egeris Andersen fra Søværnets Officersskole. 

Kadetterne fra søværnet vandt også i tovtrækning, men det var ventet. Tovtrækning har i de senere år udviklet sig til en ren paradedisciplin for Søværnets Officersskole, der ikke bare har forsvarets, men hele Danmarks stærkeste hold.


Det ser hårdt ud, men kadetterne fra Søværnets Officersskole vandt uden at trække helt igennem.

Næste års stævne i holdes i september 2012 på Hærens Officersskole på Frederiksberg.