Nyheder
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Program for kulturnat på Holmen. Læs nedenfor:
Officerer og opera - Kulturnat på Holmen
I år har Holmen lavet et samlet tilbud på Kulturnatten der betyder, at hele familien sammen kan opleve et af Københavns mest forskelligartede område på en enkelt aften.
Fredag den 14. oktober 2011 afholdes den årlige Kulturnat i København og der er fuld tryk på hele byen. Den fredag hvor skolerne går på efterårsferie, åbner byen for den årlige begivenhed, der i næsten 20 år har været en af Københavns mest afholdte og velbesøgte kulturevents.
Hvis man har lyst til at komme lidt væk fra indre bys menneskemylder, kan man vælge at bruge aftenen på Holmen et område der på samme tid huser Københavns fortid og fremtid og hvor der er fuld af liv og kreativitet. Kulturnat på Holmen byder på aktiviteter, som dækker hele spektret fra teater, torpedoer og tegnekonkurrencer til mode, musik og morsenøgler.
Mor kan få en rundvisning på Søofficerskolen, mens far bestiger Mont Ventoux på en cykelsimulator og ungerne bygger modelhuse i træ og pap. Eller hele familien kan sammen blive undervist i operasang, gå på opdagelse i de smalle gange på en ubåd, hvor alt står som da den vendte tilbage fra sin sidste patrulje og høre fremtidens rockstjerner optræde på Rytmisk Musikkonservatorium. Man kan se sidste nye skrig i beklædningdesign eller nyde udsigten fra toppen af Mastekranen.
Alle aktiviteterne ligger tæt på hinanden: Afstanden er ikke større end at man kan spadsere fra Fregatten Peder Skram i nord til Operaen i syd på ca. 20 minutter. Og trænger man til en lille pause undervejs, er der rig mulighed for det i de hyggelige spisesteder, uanset om man er til Skipperlabskovs i Bræddehytten eller hvidvin i Operaens Skuespillerkantine.
Transport
Som noget helt særligt i anledning af Kulturnatten sejler CanalTours-bådene en Holmen-venlig rute, der løber langs mange af attraktionerne, så man kan hoppe af og på som det passer i ens program. Her gælder kulturpasset naturligvis også.
Planlæg din kulturnat på Holmen her: www.kulturnat-holmen.dk
Deltagere på Kulturnat på Holmen:
Biblioteket for Arkitektur, Design og Scenekunst
Det kgl. Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering
Det kgl. Teater - Operaen
Dykkerskolen
Fregatten Peder Skram
Kystradiostationen OXA
Mastekranen
Orlogmuseets Modelbyggerlaug
Rytmisk Musikkonservatorium
Statens Teaterskole
Søofficerskolen
Teknikskolen Nyholm
Torpdomissilbåden Sehested
Ubåden Sælen
Om Holmen
Holmen, som vi kender det i dag, huser både fem kreative uddannelsesinstitutioner og dele af det danske søværn som f.eks. Søværnets Officersskole og Søværnets Teknikskole. Men også nyopførte, mondæne boligbebyggelser, rekreative områder og Operaen præger området. Med andre ord: et område, der er fuld af liv og kreativitet. I mere end 300 år var Holmens små øer eller holme base for den danske flåde. Først med klassiske sejlskibe, senere med innovative konstruktioner inden for dampskibe. I midten af 1990’erne flyttede hovedparten af søværnets aktiviteter fra Holmen, og det var i denne forbindelse, at der blev åbnet op for Holmen, og området langsomt begyndte at antage den skikkelse, det har i dag. Det, vi i dag forstår ved Holmen, udgøres af Nyholm, Frederiksholm, Arsenaløen, Christiansholm og Dokøen.
For ydeligere information kontakt:
Susan Gregers Jensen, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen.
Tlf.: 3268 6049
Mail: susangregers.jensen@kadk.dk
Katrine Rastad, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Designskolen
Tlf: 35277525
Mail: kra@kadk.dk