[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Kilde: Forsvarets Personeltjeneste.

Antvorskov kaserne blev i sidste uge en flok rekrutter rigere – i hvert fald for en enkelt dag. 33 unge kvinder havde takket ja til indbydelsen fra forsvaret om at deltage i arrangementet Inspirationsdag for kvinder. Dagen bød på bl.a. våbenbetjening og bivuakrejsning og gav kvinderne et indblik i, hvordan det er at være én Lotte blandt mange Jens’er.

På trods af en stigning i antallet af kvindelige soldater, kommer man nemlig ikke udenom, at der stadig er flest mænd. Måske fordi det for mange mænd er lidt af en drengedrøm at blive soldat. Men som en kvindelig sekondløjtnant kunne fortælle de unge kvinder, ”så kan piger også have drengedrømme”. Det var hun selv bevis på, da hun og tre kvindelige kolleger entusiastisk delte ud af deres oplevelser og kom med gode råd om livet som kvinde i trøjen.

Jo, der er mandehørm
Undervejs fik pigerne både be- og afkræftet et par af deres forestillinger om forsvaret. De fik fx bekræftet, at man skal være i god form og at tonen til tider er en anelse mandehørmsagtig. Til gengæld var forsvarets udviklingsmuligheder en øjenåbner, fx i form af de mange uddannelser, den store rejseaktivitet og de varierede arbejdsområder.

Om eftermiddagen iførte pigerne sig grønne camouflagedragter og ditto bøllehatte og bevægede sig ud på en tågeindhyllet Antvorskov kaserne, hvor tre klassiske forsvarsdiscipliner ventede: våbenbetjening, bivuakrejsning og den militære forhindringsbane. Særligt den sidstnævnte satte pigernes fysik og samarbejdsevner på prøve. En af deltagerne var Anastasia på 17 år, som har en drøm om at komme i flyvevåbnet. Hun var begejstret for øvelserne og dagen generelt: - Det er fedt, at der både er praktiske øvelser og informationer om forsvarets uddannelser. Jeg tror man udvikler sig rigtig meget gennem et job i forsvaret, både fysisk og personligt og man lærer en masse ting, som man kan bruge senere hen.

Vigtigt med variation
Seniorsergent Chris Rose fra Forsvarets Rekruttering, der er en af arrangørerne bag inspirationsdagen, har lagt stor vægt på at stable et varieret program på benene: - Erfaringen siger os, at deltagerne trives med, at dagen indeholder både en faglig og en fysisk del. Og da de fysiske aktiviteter udgør en stor del af både værnepligten og forsvarets uddannelser, er det oplagt, at kvinderne får en smagsprøve på, hvordan det rent faktisk er at være soldat.

Forsvarets Rekruttering gennemfører omkring 20 inspirationsdage for kvinder om året fordelt på landets fem rekrutteringscentre. Udover de kvindelige oplægsholdere og de praktiske øvelser byder inspirationsdagen også på en generel introduktion af forsvaret samt forsvarets uddannelser og jobmuligheder.

Den næste inspirationsdag finder sted på Høvelte kaserne den 14. december 2011.