[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin, Forsvarets Mediecenter

Parkeringspladsen på Tisvildeleje strand er på onsdag og torsdag rammen om et stort arrangement om badesikkerhed og forebyggelse af ulykker til søs. 

- Publikum kan komme til at opleve redningshelikopteren på tæt hold – de heldige kan også komme ind i den. Og så kan man vinde en flyvetur i redningshelikopteren, siger seniorsergent Henrik Stig Pedersen fra Forsvarets Mediecenter.



Udstillingen på temadagene har også et såkaldt hoist – altså det samme hejseværk, som er i redningshelikopteren, så folk kan prøve at komme i selen og blive hejst op, nøjagtig som om man bliver reddet af helikopteren.



I år bliver der lagt særligt vægt på at fortælle folk, at det ikke er ligegyldigt hvilken farve redningsvesten har.

- Set i lyset af Præstø-katastrofen vil vi gerne fortælle folk, at de skal bruge signalfarver, når de er ude på vandet. Redningsvesten skal være synlig i signalfarver som fluorescerende orange, gul eller grøn, siger Henrik Stig Pedersen.

Arrangementet er målrettet sejlere og badegæster, men alle er naturligvis velkomne til temadagene.

Se programmet her