[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Søværnets Operative Logistiske Støttecenter (OPLOG) Frederikshavn og Søværnets Havarikursus vil den 8. marts fortælle om to af forsvarets kompetenceudviklingsprojekter, som har haft fokus på realkompetencevurdering. Arrangementet er det første i en landsdækkende åbent hus kavalkade. Statslige arbejdspladser over hele landet slår dørene op for at dele de opnåede erfaringer. Det er en godt ting at få afdækket hvad det egentlig er man kan.

En af deltagerne i Frederikshavn er Rikke Hansen, HK-medarbejder ved OPLOG Frederikshavn. Hun gennemførte, sammen med 50-60 kolleger, i 2010 et udviklingsforløb som afdækkede deres realkompetencer. Rikke Hansen synes, det var utroligt spændende at få mulighed for at granske sig selv og finde ud af, hvad hun er dygtig til – og ikke mindst mindre dygtig til. Det har været en stor udfordring og til tider på kanten af det grænseoverskridende, siger hun. Hun tilføjer. ”Det var stærkt og lærerigt at sætte ord på, hvad jeg vil med mit liv både arbejdsmæssigt og privat.”

Arrangementerne i marts 2011 giver en unik mulighed for at komme bag kulisserne på en masse arbejdspladser og få ny inspiration. Programmet udvikler sig løbende – et opdateret program findes på hjemmesiden www.sckk.dk under ”KOMPETENCE & KVALITET 08-11”, hvor der udover den samlede oversigt også findes detaljerede programmer for de enkelte arrangementer.

I perioden 2008 – 11 har Statens Center for Kompetence- og kvalitetsudvikling (SCKK) uddelt ekstraordinært mange midler til Statens arbejdspladser. Tusinder af statslige ansatte har på den måde fået mulighed for at deltage i aktiviteter og projekter, der har haft efteruddannelse, kompetence- eller kvalitetsudvikling som mål. Forsvaret har fået støtte til 25 projekter, som eksempelvis projekter vedr. ledelsesgrundlaget, projektarbejde, kollegastøtte i krisesituationer, løft af engelskkundskaber, kulturforståelse og realkompetencevurdering.

I forsvaret vil der også blive afholdt et åbent hus arrangement på Skive Kaserne, som omhandler projektet ”Engelsk i forsvaret - kompetenceløft i engelsk inden udsendelse i internationale operationer”. Det sker den 10 marts. Programmet vil fremgå på www.sckk.dk i løbet af få dage.