[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen Forsvarets hovedredaktion

- Det gik sgu godt, udbryder Rasmus Hauggard overrasket. Han er brandmand hos Fighter Wing Skrydstrup.

Han er helt målløs over, hvor hurtigt hans Eagle crashtender får slukket branden i den ene flymotor. Det er nemlig første gang, han prøver crashtenderens sprøjte på flammer fra flybrændstof. På bare 2½ minut kan crashtenderen tømme sin tank på 8800 liter vand.

- Det er en ret potent måde at angribe en flybrand på, men det skal også gå hurtigt, hvis der først går ild i det, forklarer Rasmus Haugaard. Crashtenderen vejer 30 tons og kører 110 km/t.

Ofte laver brandfolkene i Skrydstrup tørtræninger, hvor de øver tilkørslen og vinklen, de skal angribe branden fra. Det er dog kun på Karups øvelsesplads, at de kan øve alle elementerne i flybrande.

- Hvis der er noget, som skal kikse, skal det ske her. Hvis man laver nogle fejl, bliver man kun klogere, siger Rasmus Hauggard.

Brandstationen på Skrydstrup er på omkring 50 mand, der er fordelt på syv vagthold med fire brandfolk og en holdleder.

Se Rasmus Haugaards debut på Karup Øvelsesplads her.