[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]


De to forsvarsministre ærede udsendte danske soldater ved mindesmærket på Kastellet. Inden ministrene fik lejlighed til en privat samtale med Afghanistanveteraner, svarede de på spørgsmål fra pressen.
 



Emnet var først og fremmest de tiltagende green-on-blue angreb i Afghanistan. De to lande planlægger en konference, hvor man kan udveksle erfaringer på området. Denne uges angreb mod Camp Bastion ramte britiske soldater, men også danske erfaringer kan bidrage til at forebygge angreb fra infiltrerede afghanske styrker, selvom vi ikke har oplevet situationen.  

- Jeg talte i går med generalsekretæren for Nato, Anders Fogh Rasmussen, om de insider angreb, der har været. Nogle af de initiativer, vi talte om, var at samle eksperterne fra de forskellige ISAF funktioner og ligeledes eksperter
fra Afghanistan for sammen at vurdere, hvad der skal til for at bekæmpe insider angreb. Det handler om at blive endnu bedre til at udnytte alle erfaringer og understøtte det arbejde, der allerede er i gang, sagde forsvarsminister Nick Hækkerup.

Philip Hammond tilføjede, at initiativet vil blive taget op på næste ministermøde i NATO om tre uger.
- Der er evidens for i operationsområderne, at den bedste beskyttelse er at etablere tætte relationer med den afghanske gruppe, man arbejder sammen med. Man ser sjældent disse problemer hos tropper eller patruljer, som jævnligt arbejder sammen med afghanske kolleger, sagde den britiske forsvarsminister.

Ligesom Danmark har Storbritanien bebudet en tilbagetrækning af kæmpende styrker fra Afghanistan med udgangen af 2014. Lige nu er der 9.000 britiske soldater i Afghanistan.