[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg Forsvarets Hovedredaktion

Orienteringsløberen Inge Skovgaard Knudsen vandt mandag sølv ved de militære verdensmesterskaber i orienteringsløb, der finder sted i Nordjylland. Inge Skovgaard Knudsen vandt medaljen på den lange distance, hvor hun løb de syv km i tiden 1.05.30. Guldmedaljen blev vundet af Aija Skrastina fra Letland, mens bronzen gik til en polsk løber.

-Jeg havde ikke forventet, at det ville gå så godt, særligt efter at det ikke gik så godt på mellemdistancen, som blev løbet i det samme terræn. Men måske var det fordi, at mine forventninger ikke var så høje, at jeg bedre kunne koncentrere mig, fortæller en meget glad Inge Skovgaard Knudsen, som ikke har prøvet at være på medaljeskamlen til et så et stort stævne tidligere.


Inge Skovgaard Knudsen i færd med sit sølvløb.

Inge Skovgaard Knudsen startede som en af de sidste løbere på den teknisk meget krævende rute i Bulbjerg-Vestre Torup, og derfor skulle hun ikke vente så længe i målområdet, før hun vidste at medaljen var i hus.

- Jeg havde det ret godt. Jeg løb bare rundt og snakkede med folk, så jeg ikke fik løbet af, fortæller medaljevinderen.

Landstræner Jes Mose Hansen er mindre overrasket over Inge Skovgaard Knudsens medalje end løberen selv.

-Hun er teknisk rigtigt dygtig, og vi har trænet meget i terræn, der ligner det, som konkurrencen fandt sted i, siger han. For ikke at stille de danske løbere bedre end løberne fra andre nationer, har det terræn, der bliver løbet i, været lukket for orienteringsløb i de sidste to år.

Med Inge Skovgaard Knudsens medalje og gode placeringer til Danmarks øvrige to kvindelige løbere, Lea Reime og Zenia Mogensen er der store forhåbningerne til, at Danmark kan gøre det godt i stafetløbet, der løbes onsdag.

-Jeg har høje forventninger, for vi blev nummer fem i holdkonkurrencen, og Lea og Zenia er opsatte på revanche, efter at de følte, at de ikke løb så godt på den lange distance, fortæller Inge Skovgaard Knudsen.

Inge Skovgaard Knudsen stiller op for Hjemmeværnet.