[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen Forsvarets Hovedredaktion

For anden gang skal standardfartøjet Diana besøge sin adoptionsby.
- Det sker med jævne mellemrum. Sidste gang, vi var på officielt besøg, var i 2008, hvor skibet lige var blevet operativt, siger skibschefen premierløjtnant Niels Christian Larsen.

Skibets besætning får en festlig modtagelse med kanonsalut fra Dragørfortet, byrundtur, musik fra Søværnets Tamburkorps,  reception på Rådhuset og frokost på fortet. Dragørs borgere får også mulighed for at komme om bord på skibet. Lørdag  fra klokken 14-17.00 og søndag 12-14.00 er der åbent skib.

- Jeg glæder mig til det. Normalt er vi jo på vagt, når vi ligger i havn, men nu får vi mulighed for at besøge byen under mere afslappede forhold. Så kan vi samtidig fortælle om søværnet generelt og om, hvad Dianas opgaver er, forklarer Niels Christian Larsen.

Det er en gammel tradition, at søværnets skibe har en adoptionsby, som de er særligt knyttet til. Før skulle skibene besøge byen hvert år, men nu kan der godt gå en to-tre år mellem besøgene. 

Diana er et Mk II standardfartøj, der først og fremmest patruljerer rundt i danske farvande. Der findes fem andre fartøjer af Diana-klassen, som blev indført i søværnet i 2008-09.