[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen
Tænderne løber i vand hos de danske atleter, når de ser en sømandsskabsbane, som den svenskerne har i Berga i den stockholmske skærgård.
- Jeg bliver altid misundelig, når jeg kommer til konkurrencer i udlandet, siger Mads Lunde Larsen, der er den bedst placerede af de danske herrer på individuel 17. plads.
I Danmark findes der ikke en permanent sømandsskabsbane og derfor landsholdet i defensiven i VM’s fjerde disciplin. Det drejer sig om at begrænse pointtabet til konkurrenterne. Alligevel leverer danskerne et hæderligt resultat. Kvinderne ligger efter sømandsskab på fjerdepladsen i holdkonkurrencen.
- På herresiden er der status quo efter sømandsskab. Vi plejer at blive sat tilbage i sømandsskab, fordi vi ikke har så gode muligheder for at træne på den samlede bane derhjemme, men to af vores herrer satte personlig rekord og de andre roede op til det vi forventede, siger landstræner Anders Kielen. Som hold ligger de danske mænd på sjettepladsen, inden VM’s sidste konkurrence i Amfibieløb.
Svenskerne dominerer hjemmebanen. Inden sidste dag fører Cecilia Sjöholm på damesiden og Lars Ekman på herresiden. Brasilien fører holdkonkurrencen hos kvinderne, mens det igen Sverige der ligger i spidsen hos herrerne.