[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Silas Mortensen Forsvarets Hovedredaktion

Som antropolog kan man ikke bare gemme sig bag bunker af bøger. Man skal ud og mærke sine studieobjekter på egen krop.

For Bodil Just Christensen betyder det, at hun har måttet trække i uniform og gå i felten med to delinger af værnepligtige - fra første uge af HBU'en og hele vejen gennem REX-turen.

Bodils ph.d.-projekt hedder "Eating Practices" og handler om, hvorfor mennesker spiser, som de gør.

- Vores ambition er at give nogle alternative forklaringer på, hvordan vi håndterer vores sult og mæthed. Forklaringer, som ikke er fysiologiske, dvs. at man kun spiser, fordi man føler sult, fortæller Bodil Just Christensen.

Madkultur i forsvaret
Bodil Just Christensen og hendes makker var blandt andet ude efter miljøer, hvor folk bruger deres krop meget. Og der viste forsvaret sig at være velegnet, fordi madkulturen der følger nogle helt bestemte hensyn.

- I forsvaret er mad noget funktionelt. Kroppen skal have noget brændstof, uanset om man er sulten eller ej. Det er øvelsesplanen, der styrer, hvornår du spiser dit måltid, fortæller forskeren og tilføjer:

- Man bliver helt konkret uddannet i at kunne ignorere eller tilsidesætte sin sult. Og så er det okay at spise hurtigt uden at tale med eller vente på dem, man spiser med.

Læs længere udgave af artiklen her