[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Jan Schelbech, Forsvarets Hovedredaktion

Den traditionelle vej til en professionel kontrakt i forsvaret er at aftjene sin værnepligt, tage reaktionsstyrkeuddannelsen og herefter en udsendelse på international mission.  Men ved enkelte tjenestegrene i forsvaret er behovet for nye soldater i den stående styrke så stort, at der bliver taget utraditionelle midler i brug.

Hos Ingeniørregimentet har man rekrutteret 28 mand, der er gået direkte fra værnepligt og til tjeneste i stående styrke i specialkompagniet 5.  EOD-kompagni. Og behovet for professionelle soldater i Skive er stort.

- På nuværende tidspunkt har vi 201 ubesatte stillinger på alle niveauer.  Derfor er vi tilfredse med, at vi har fået tilladelse til at ansætte soldater direkte ind i stående styrke, fortæller oberst Christian Arildsen, der er chef for Ingeniørregimentet.

De unge uprøvede soldater i ammunitionsrydningskompagniet er på en reaktionsstyrkekontrakt, men de skal ikke udsendes i første omgang.  De skal først i gennem den højt specialiserede EOD-uddannelse. Og det er jobfunktionen som ammunitionsrydder, der trækker for de unge soldater.

 

- Jeg har set Bomb Patrol Afghanistan på tv. Jeg syntes, det virkede som et spændende job. Derfor sagde jeg ja tak til tilbuddet om en kontrakt, siger Michael Mott.

Han aftjente sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde. Derfor var han også lidt skeptisk, da han skiftede den sorte kamptrop-baret ud med den mosgrønne, men hans skepsis er blevet gjort til skamme.

- Det har været positivt hele vejen rundt og særligt sprængningsuddannelsen er interessant, fortæller han.

Soldater, der vælger at søge job som ammunitionsryddere, er typisk ældre i tjenesten og har ofte en international mission bag sig. Den erfaring har de unge soldater ikke at trække på, men det er ikke nødvendigvis en ulempe.

- Vi kan forme soldaterne, som vi gerne vil have dem, siger premierløjtnant Christian Planck, der er næstkommanderende i 5. EOD-kompagni.

Under uddannelsen af de nye soldater, har kompagniet også en anden fordel, i mens soldaterne er på reaktionsstyrkekontrakt. De kommende ammunitionsryddere skal ikke gennemføre missionsforberedelse samtidigt med, de skal gennemgå specialistuddannelsen i kompagniet.

- Der er ikke så meget pres på, som vi oplever andre steder. Det er en stor fordel, fortæller Christian Planck.

De 28 unge soldater er færdige med deres grunduddannelse til næste sommer. Herefter er de klar til at blive udsendt med ammunitionsrydningshold til Afghanistan.