[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen, Forsvarets hovedredaktion

Den 27. februar begyndte de danske specialstyrker deres opgave med at optræne specialpolitifolkene i  Helmand Provincial Response Company i provinshovedstaden Lashkar Gah. På fuld styrke kommer enheden op på 125 mand. Selv om den ikke er fuldt bemandet endnu, deltager  Helmand Provincial Response Company allerede i operationer.

- Stemningen blandt de danske mentorer er god og positiv, og de gør fremskidt med enheden. Det er et langt sejt træk, da politifolkene begynder på et lavt niveau, og derfor skal de danske mentorer udvise god tålmodighed, siger major Carsten Fugleholm fra Forsvarskommandoen, der for nylig har besøgt specialstyrkerne i Helmand.

Poltifolkene, der skal ind i enheden, møder i første omgang i lejren i Lashkar Gah. Derefter bliver de sendt til Special Police Training Center i Wardakprovinsen. Her modtager de to gange otte ugers træning. Bagefter vender de tilbage til Lashkar Gah, hvor de bliver trænet af de danske mentorer fra Frømands- og Jægerkorpset. Det foregår både inde på basen og på operationer, hvor de danske mentorer følger det afghanske personel

Læs mere om de danske specialstyrker i Helmand her


Specialstyrker slår til om natten
På forsvarskanalen kan man se en af de landsdækkende specialpolitienheder på en natlig operation. Det er en slags storebror til Helmand Provincial Response Company, der blev oprettet i 2007. Politifolkene i denne styrke er derfor på et højere niveau end deres kolleger i Helmandprovinsen, der først begyndte for syv måneder siden. Hvis alt går efter planen skal  politifolkene i Helmandprovinsen være klar til at operere på et lignende niveau i 2014, hvor de danske mentorer trækkes hjem.

Se indslaget om de afghanske specialpolitisoldater her