[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg Forsvarets Hovedredaktion

De skadede soldater på Team Veteran 2012 er stadig tidligt i det træningsforløb, der skal gøre dem i stand til at gennemføre verdens største maratonløb i New York til november, og derfor er det langt fra alle deltagerne, der allerede nu kan løbe mere end 42 km. Alligevel stillede holdet op i København, da Sparta søndag afholdt Copenhagen Marathon.

- Det er en glimrende lejlighed for de mindre erfarne løbere til at få en ide om, hvordan løb af den størrelsesorden afvikles, siger Thomas Munch, der er en af holdets såkaldte medløbere. Medløberne er de raske løbere, der er med som mentorer for de skadede veteraner på holdet. Københavns maraton er stadig langt mindre end løbet i New York, men med næsten 10.000 løbere over målstregen nærmer det sig top 25 i verden.

Særligt veteranerne på håndcykler viste flaget for Team Veteran, da de førte løbet an på den første del af turen, indtil de planmæssigt holdt ind til siden på Lange Bro for at lade eliteløberne overhale. De løbende veteraner led i varmen, der fik et rekordstort antal løbere til at udgå, men de gennemførte de distancer, som de havde planlagt.

- Her efter Copenhagen Marathon står Team Veteran væsentligt stærkere. Vi har fået et hav af oplevelser og er 10.000 erfaringer i det videre arbejde. Alle løbere fik bekræftet, at træningen hjælper, alle medløberne fik et meget bedre indtryk af deres løbemakker, og ikke mindst så følte vi os for første gang som Team Veteran 2012, siger Thomas Munch.