[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

DIF Soldaterprojekt har gjort en forskel for skadede danske soldater. Det anerkender Kulturministeriet ved at nominere projektet til sin handicapidrætspris, der gives til ”personer, organisationer, virksomheder eller lignende, som har gjort en enestående indsats for handicapidrætten,” skriver ministeriet på sin hjemmeside.

Der var syv indstillede til prisen, men kun tre blev i sidste ende nomineret af kulturminister Uffe Elbæk: Farum-Holte Volleyball, kuglestøder og diskoskaster Jackie Tony Christiansen og Soldaterprojektet.

”Alle de indstillede kandidater yder en kæmpestor indsats inden for handicapidrætten. Derfor har det været svært at vælge, hvilke tre kandidater der skulle nomineres. Jeg har stor respekt for den store indsats, der landet over dagligt ydes inden for handicapidrætten – og jeg glæder mig til at skulle udpege en vinder til handicapidrætsprisen på 75.000 kr,” forklarer kulturministeren på www.kum.dk.

DIF Soldaterprojekt er et samarbejde mellem Dansk Militær Idrætsforbund, hvis formand er Forsvarets Sundhedstjeneste chef generallæge Erik Darre, Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) og Dansk Handicap Idræts-Forbund. Projektet har til formål at udvikle idrætstilbud til skadede danske soldater.

Sårede soldater fremviser deres medaljer efter et velgennemført New York Marathon. Foto: Carsten Lundager.

Kort før jul modtog DIF Soldaterprojekt den Internationale Olympiske Komités pris IOC Trophy, som blev overrakt af Kronprins Frederik ved en ceremoni på Center for Idræt på Svanemøllen Kaserne i København.

Vinderen af Kulturministeriets handicapidrætspris bliver kåret den 7. januar 2012 på DR’s Sportsgalla 2011 i Messecenter Herning. Sportsgallaen bliver sendt direkte på DR1 kl. 20.